At The Beach ikke er nogen munter film, antydes allerede i første indstilling, hvor (non-diegetisk) melankolsk klavermusik ledsager et strandlandskab. Farverne er ferske, kolde (primært hvidt, grønt og blåligt), de horisontale linjer dominerer - en sti snor sig fx horisontalt gennem billedet - og himmelstriben er meget smal. Hermed intoneres en kvindelig optik. Fokus er rettet indad mod det nære og følelsesbetonede.
Kameraet glider horisontalt langs stien, ud over en forholdsvis øde strand, og fokuserer på en mand (David). Han står med en orange bold i hånden og råber "Go over there", hvorefter han peger til højre. Kameraet zoomer ud, hvormed det viser sig, at replikken var henvendt til en dreng, som står med et boldbat i hænderne. Han gør, som der bliver sagt. Manden kaster bolden, drengen slår til den. De spiller kricket - manden, drengen og to andre børn.
Kameraet fokuserer dernæst på to piger i badedragt, der hvisker og fniser. En anden mand (Jeff) sidder ved siden af dem.
I næste indstilling fokuseres på to kvinder, der ligger på et strandtæppe under en hvid parasol. I et billede, der er centralperspektivisk komponeret, rejser parasolstangen sig i forsvindingspunktet, og fungerer således som en akse, der skærer billedfladen over i to. Kvinderne er placeret på hver sin side af denne akse.
Kvinden til venstre (Anne) sætter sig op. Hun er iført hvid badedragt og solbriller. Hun tager solbrillerne af, og vender ansigtet mod solen. Den anden kvinde spørger (off-screen), hvad de andre laver. Den første svarer: "David's playing something-cricket-with Simon and the boys, Jeff's with the girls by the water."
Hermed får vi for det første personerne på plads. Der er tale om to ægtepar og deres børn. For det andet får vi et-i udgangspunktet - traditionelt kønssyn artikuleret: Mænd og drenge leger, piger hvisker og fniser, kvinder tager solbad og snakker.
 |  |
 |  |
 | |
Den anden kvinde (Margie), som er klædt i sort stropkjole, sætter sig nu op, og glider dermed ind i billedfladen fra højre. Hun læner sin pande mod venindens nøgne skulder. Arrangementet er malerisk pointeret: Det stærke lys, de ferske farver og fornemmelsen af hede skaber en let, fin sanselighed og intimitet, der anslår det erotiske. Margies rødblussende ansigt og sveden på Annes ryg, Margies tvetydige replik: "You look as hot as I feel." og hendes fingres berøring af Annes ryg understreger: Det ligner en post coitus scene.
Margie opdager et lilla-gult mærke på Annes ryg, og nøder hende til fortrolighed. Det viser sig, at David har sparket hende. Faktisk slår han hende jævnligt, og har gjort det over lang tid (Annes tavshed er særdeles sigende).
Nu er familiemønstret så nogenlunde på plads. Anne er gift med David, Margie er (sandsynligvis) gift med Jeff.
David kommer løbende, og Margie reagerer prompte: "You fucking prick. Don't you ever hit her again." David stiller sig indledningsvist uforstående an, men ender med at sige: "Mind your own fucking business." Margie rejser sig og sparker ham i skridtet.
I baggrunden ser vi den dreng, der spillede kricket med David. Hans tilstedeværelse i begge scener udpeger ham som David og Annes søn. I de næste indstillinger ser vi Margie se drengen. Hendes ansigtsudtryk indikerer, at han har været vidne til scenen, hvor hun sparker hans far. Baggrundsmusikken skifter til uakkompagneret melankolsk kvindesang (uden ord). Margie løber hen til drengen, løfter ham op, svinger ham rundt, og hiver ham med ud i vandet, hvor de pjasker og kaster med tang. Dvs. Margie hiver en klynge tang op af vandet, draperer det over sit hoved-som hår-og kaster det derefter hen til drengen. Han griber det og kaster det tilbage, men Margie er dykket.
Efterfølgende klippes der mellem drengen og Anne. De lange indstillinger antyder ikke alene, at de ser på hinanden, men skaber også en spejlingseffekt. Drengens tavshed og handlingslammelse spejles i Annes ansigt-og omvendt.
| |
 | 
|
Filmens overordnede figur er aktiv vs. passiv. I ægteskabet David og Anne er David den aktive (han spiller kricket med drengene og sparker sin kone), Anne det passive offer for vold. I ægteskaber Margie og Jeff er rollerne byttet om. Jeff sidder (passivt) sammen med de hviskende og fnisende piger i strandkanten; Margie sparker David.
Figuren aktiv vs. passiv suppleres med en kønsoptik, som dog ikke fordeler sig strengt på det aktuelle køn. Aktivitet knyttes således sammen med maskulinitet (men ikke nødvendigvis med mandkønnet) og passivitet med kvindelighed (ikke nødvendigvis kvindekønnet).
Margies aktivitet/maskulinitet foregribes i parasolscenen - dels af kontrasten mellem den hvide badedragt og den sorte kjole, dels af den erotiske tone (hvor Margie er den aktive/'manden'). Margies indignation over og især efterfølgende reaktion på Davids vold er således ikke kun udtryk for solidaritet og medfølelse, men er også udslag af en art rivalisering. Hvor parasolstangen skaber en figurativ grænse mellem Margie og Anne, er David dens konkretion. Grænsen overskrides af Margie. På billedplanet da hun sætter sig op og trænger ind på (i) Annes 'billedfelt'. På handlingsplanet da hun sparker David i skridtet, og efterfølgende slæber af sted med drengen.
Margie nedlægger (bogstavelig talt) David, og indtager hans plads. Hun bytter David om med sig selv. Temaet anticiperes i parasolscenen, konkretiseres med sparket (Margie sparker som David sparker) og følges derefter op. Margie gør som David: Hun leger med drengen, som David legede med ham. Skærpet: Drengen ser Margie sparke David. At han har set noget lignende før (hans far sparker hans mor), indikeres dels af hans ansigtsudtryk, dels af Margies reaktion. Drengen har set noget, der ikke var beregnet for hans øjne. Margie forviser ham, som David må formodes at have forvist ham. Og hun efterlader ham (ved at dykke ud af billedet), som hans far har efterladt ham: alene og uden ord (jvf. baggrundsmusikken). Passiv, handlingslammet, kvindelig (jvf. tangen/håret kastes hen til drengen, og han kan ikke 'komme af' med det igen).
Margie bytter David om med sig selv, men resultatet er det samme.
Margie gør noget, hun (måske) ikke burde have gjort: Hun blander sig; hun intervenerer i en situation, hvor hun (igen måske) burde have respekteret Annes fortrolighed. Og hun efterlader to, for hvem situationen ikke har forandret sig.
Mind your own business-det kunne tolkes som filmens udsagn. En sådan tolkning kan imidlertid ikke redegøre for drengens centrale position.
Om man bryder sig om Margies handlinger eller ej, så forekommer de at være velmente. Men i og med at hun handler på vegne af eller i stedet for veninden og som David, bekræfter og bevarer hun den underliggende passiv/aktiv-konstellation og dens optik: De passive dirigeres rund af (er ofre for) nogle, der kommer og går; som efterlader dem uforløste, alene og uden ord. Om de 'nogle' hedder David eller Margie, om de er af mand- eller kvindekøn gør ingen forskel.
The Beach er på sin vis en tragisk film, for den opererer med en rigid polær figur og en ditto kønsoptik. Som kvinde(køn) er man enten passiv eller aktiv. Er man passiv er man offer, er man aktiv er man 'mand'/maskulin. Som mand(køn) er man tilsvarende enten aktiv eller passiv. Den aktive mand udøver vold, den passive er 'kastreret', berøvet sin aktivitet/maskulinitet/handlekraft-og dvs. kvindelig.
Når filmen ikke efterlader mig helt så melankolsk som den ledsagende musik, er det fordi den problematiserer sit eget ordningsprincip, og dermed afgiver en slags løsningsmulighed: At integrere aktiv og passiv i samme person-uanset køn.