Hovedet på sømmet - om Dá Viss: La Vis

Filmens kaudervælsk af i hvert fald fire europæiske hovedsprog (fransk, italiensk, tysk og engelsk), gør også i denne film lydsiden specielt nærværende. Desuden er filmen præget af en konstant variation af optagevinkler. Den starter med en irisåbning, der i stumfilm mest benyttedes omvendt: som lukning mod slutningen. Her åbnes for et konventionelt perspektiv: et forfaldent hus, filmet frontalt. Herefter skiftes til et skævt, halvt tiltet gavlperspektiv, der optager lærredets højre halvdel. Et tog passerer forbi så at sige bag huset, så lærredet deles op i hhv. en bevægelig og en ubevægelig del, der visuelt kolliderer på midten. Idet toget passerer, afgiver det en fløjtelyd. Derefter klippes til en indendørsoptagelse af en ihærdigt arbejdende mand. Han - Monsieur K. - står bøjet over sit arbejde og er filmet ovenfra - i 'loft'perspektiv. I nogle nærbilleder følger vi dernæst hændernes arbejde med sav, skruetrækker og skrue. Manden opdager med forbavselse stigende til forfærdelse (nærbillede af et øje) og irritation, at den skrue, han skal bruge, mangler en kærv. Han tilkalder sin kone, Madame K., der ligeledes irriteret - men over ham - giver sig til at røre aggressivt i en vaskegryde med skum i. Hendes roterende rørebevægelse og det opadstigende skum giver dynamik i billedets midte. Manden beslutter sig, tager overtøj på og går, mens konen følger ham med øjnene. Manden passerer i skumringens lys en ubebygget mark mellem byens periferi og centrum, hvor opadstræbende ild og blankt stillestående vand forenes i billedet af en dreng, der leger med en båd (i total og profil). Det er den eneste stemningsbeskrivende, 'lydløse' og affektfrie scene i filmen. Monsieur K. registrerer scenen, men passerer rask, beslutsomt forbi.

Denne første sekvens er markant ved sine mange, ukonventionelle kameravinkler. Man kan sige, at de mange vinkler i og for sig illustrerer en skrues kompleksitet. Der er tale om to modsatrettede bevægelser - stilstand (huset/ kærven) og dynamik (toget/spiralen). Uden kærven ville skruens spind ingen ende tage, og uden spiralen ville kærven være formålsløs. Denne spænding mellem horisontale og vertikale linier stiger i resten af filmen, så den mod slutningen antager katastrofiske og kakofoniske højder à la Kafka. Men hvor Josef K.'s stræben gik mod højereliggende instanser i Processen, opsøger Monsieur K. sin ankeinstans i 'Metallika', hvis indgang ligger under jorden. Han stiger som i en skruegang ned ad en snoet trappe mod det art-deco udformede skilt, Metallica, hvis signatur og arkitektonik også giver mindelser om den ekspressionistiske stil i Metropolis af Fritz Lang. Stedet ligner en mellemting mellem en biografhal, en stationsbygning og et stormagasin som de blev bygget i centraleuropæiske hovedstæder ved århundredeskiftet. Monsieur K. bevæger sig nysgerrigt forbi tre surrealistiske "démonstrations" (demonstration/ skinmanøvre) af hhv. benzinens evne til forbrænding (af en kunde), et køkkeninstrument til fremstilling (og spredning) af puré og en maskine, der genbruger kirsebærsten til fremstilling af nye kirsebær. Fælles for maskinerne er, at de ihærdige anstrengelser kun giver ringe eller utilsigtede resultater. Maskinerne involverer alle en roterende bevægelse - med armen, med en snor, med en løftestang.

Monsieur K. opsøger en skranke med skruer. Manden, der betjener skranken, sender efter en heftig diskussion Monsieur K. videre til "Direction" (retning/ledelse), idet han stempler en plan over Metallikas bygning. Han benytter sig af elevatoren ,"Azsentzor", der af "conductür" føres, som var det et damptog. De enkelte etager annonceres, som var de stationer. Her føres vertikale og horisontale planer igen sammen i en umulig syntese. Etageplanet, der åbnes for, holder i udpræget grad den horisontale linie, når der ses bort fra de store tubaer og deres infernalske lyd. To mænd i elevatoren genkender hinanden som identiske. Det eneste, der adskiller dem, er måden, de har bundet deres halstørklæder på - hhv. vertikalt nedhængende og slynget omkring halsen. En betydningsfuld forskel: ingen af dem giver sig til kende. Mellem de to placerer Monsieur K. sig - og et barn, der er udstyret med en larmende trompet, klemmer sig med ryggen til kameraet ind i forgrunden. Da elevatoren åbner sig, fyldes den igen op fra åbningens midte, der nu er billedets baggrund - en kæmpemæssig dekoration med en spids i enden bryder igen op i den relative orden i elevatorrummet. Effekten af hhv. drengens vertikale og dekorationens horisontale entre i billedets midte er, at elevatorens baggrund og forgrund på filmbilledet ligesom kolliderer og gør rummet fladt. Pladsen skrumper som en konsekvens ind.

Monsieur K. forlader derfor af nød elevatoren og bliver igen vidne til en "demonstration", nu af sort maling, der testes med fingrene af en anden gæst. Han udbryder begejstret "nicht coll" (klæber ikke), hvorefter han resolut sætter fødderne på den malede cirkel - og forsvinder i et hul. Her er den horisontale flade kun et overfladisk "dække" over den vertikale akses tyngdekraft. Monsieur K. opsøger igen elevatoren. Han står med ryggen til døren, og bliver således genstand for alles blikke. Da alle forlader elevatoren, må Monsieur K. som en anden lemming følge med. Han returnerer i tide (gennem elevatorens damp) til at komme med til "la direction", skønt "conductür" som en anden dørvogter hos Kafka umiddelbart modsætter sig det. Da han når ledelsens etage møder han manden, der faldt gennem hullet - forslået og smudsig. Med en vis triumferende attutude henvender monsieur K. sig til skrankepaven, der med en finger angiver la direction (vejen). På vej op ad trappen forhører han sig igen om "la direction" (ledelsen) hos to mænd, der skeptisk henviser ham til stueetagen, da de hører det drejer sig om en "reclamation" (klage). Monsieur K. geråder i raseri og fremviser dels skruen, dels planen som en slags beviser på hans retmæssige krav. Han føres til den øverste chef. Herefter følger en lang række scener, hvor først ingeniørerne (med deres tegninger), siden laboratorieteknikerne (drejende i spiral) bliver en del af følget. De passerer gennem gange og en vindeltrappe til kvalitetskontrollen, der gennem lup finder frem til den skyldige: arbejder nr. 945. Han identificeres af chefen gennem kikkert og kaldes gennem højttaler til hovedkontoret, hvor den forsamlede ingeniør og teknikerstand foruden monsieur K. afventer hans ankomst. Inden da når chefen at berette om den nye teknologis nye vidunder: båndoptageren, der optager og genkalder lyd. Ved arbejderens ankomst konfronterer chefen ham med den famøse skrue uden kærv. Arbejderen, som monsieur K. genkender som værende identisk med sig selv (uden briller), fremstammer først nervøst en lyd - clll.. - , der i gentagelsen får en betydning - clluu...Da chefen spørgende gentager "cloe" (døgnflue)?, triumferer arbejderen med betegnelsen "clou" (søm/ højdepunkt/ løsning), hvorefter han demonstrativt sømmer skruen i væggen. Alle gentager begejstret "clou" og omfavner lettede hinanden. Monsieur K. nærmer sig sømskruen og studerer den i nærbillede. Med dette clou slutter filmen. Opfindelsen af sømmet var dets løsning, dets "clue".

Skruens transformation til søm er som vist også såvel filmens spor som historiens løsning. Hvad filmen har manglet, er samtidig det, der har ført den videre: clou'et er højdepunkt og løsning i ét. Den vertikale og den horisontale bevægelse forenes i sømmet med indbygget ekspansionsskrue. Den manglende kærv vendes til en fordel i clou'et. Skruen uden ende, "La Viss sans tête", transformerer sig i én bevægelse, én betegnelse til "le clou à tête plate", et fladhovede. Deraf lettelsen, glædeshysterien, humoren.

Filmen demonstrerer, at det er vores fokusering på "La Viss", på skruen og på skruebevægelser, der forhindrer os i at se, at dimsen også kunne være et søm, et "clou" eller et "clue". Det er en stor lettelse, når vi opdager, at vi med monsieur K. bare har deltaget i en fortolkningsfejl. Helt i modsætning til de mange spor (clues), der bare fører til lukkede døre og mure (clôtures) hos Kafka, åbner der sig her en helt ny fortolkning, når hovedet slåes på sømmet. Som vist har filmens visuelt humoristiske spor - den stadige kollision af vertikale og horisontale, cirkulære og lineære planer - allerede fra starten (for)ført os frem mod (og tilbage fra) dette CLOU.

Sømmets blanke hovede, der har været bevis og mysterium i ét, afslutter filmen som en irislukning. Insisteringen på det flade perspektiv, der også er filmens, skaber filmens humoristiske overskud.