Rewinding - om Cat's Cradle

Filmen indeholder hverken ord eller tale. Alligevel sætter det meget påtrængende lydspor gang i ordassociationerne allerede inden, de første billeder dukker op. En repetitiv og langsom bankelyd, hvis rungen giver genlyd som store stempler i en industihal. Det første billede, der viser familien forsamlet omkring bordet med den døde fars krop, er næsten fikseret. Den eneste bevægelse udover lysets flaksen kommer fra drengens hånd, der også udfører en repetitiv bevægelse: hans ske føres gennem grøden. Lyden af dette og skeens placering på tallerkenens kant forbinder repetitionen med kedsomhed og ubeslutsomhed. Derefter klippes til pigen, der leger "Cat's Cradle" ('musefælde') og til hendes udsyn: faderens ansigt med åbne, døde øjne. Grøden skrabes fra en tallerken tilbage i gryden med monotone skrabelyde. Faderens udstrakte hånd bliver synlig, da tallerknerne bæres bort.

Denne første sekvens skaber på billedsiden en stemning af morbid humor ved i bogstaveligste forstand at placere dødt kød på spisebordet ved familiens 'sidste nadver' (senere ser vi, at faderen har deltaget med drikkekrus i hånd). Men på lydsiden intoneres en måske klarere tematik: repetitiv gentagelse. Lyden af skeen, der skraber grøden tilbage til gryden, hvorfra det senere kan genoplives af et nyt opkog, bliver filmens bærende tema. Faderens lig skal skaffes af vejen, men den eneste mulige bortskaffelse bliver gennem genoplivelsen. Ordene er: revive, revision, reversible, rewind. De har alle affinitet til film: at genoplive et stykke, at gennemse, at vende om, at spole tilbage. På film er alt reversibelt. De døde bliver levende i tilbagespolingens gensyn. Men hertil kræves re-petition. Petition betyder bøn.

Om natten iklæder moderen i familien (med besvær) den døde krop dagklæder. Den morbide tematik fortsætter, da de hullede sokker, der vidner om liv, krænges over ligets fødder og da hverdagskruset skiftes ud med den sakrale kalk. Den repetitive lyd af tog, der passerer skinner, høres hele tiden i baggrunden.

Til lyden af fuglefløjt bærer familien liget på skuldrene - som lå det i en kiste - til parken. Lyden af sten mod spadens jern afbryder projektet om begravelse i jord, hvor liget ville kunne forrådne. Lyden af jernet begrunder klippet til jernstøberiet, hvortil familien transporterer liget. Smelteovnenes størrelse forhindrer en kremation, hvis resultatet ville være aske. Familien forlader de forfaldne industrihaller, der, forstærket af regnvandet monotone dryp, allerede vidner om en svunden fortid. Regnlyden overtones af lyden af en fossende flod, der passerer gennem en klippespalte. Her passerer familien forbi uden den druknescene, man kunne have forventet. Vandets element forlades på såvel lyd- som billedside til fordel for luftens. Vindens susen og greb i hår og tøj introducerer en trafikeret vej. Kalken er nu placeret vertikalt på det horisontale lig. Vejen fører sidst på dagen - ifølge de lange skygger på asfalten - frem til byen, der også først introduceres ved lyden af intensiveret trafikstøj, der kastes tilbage af byrummet.

Filmen intonerer et nyt billedplan i den optagelse, der ligger lige før byens ekspressionistiske skygger. Det lille følge filmes i nærbillede skråt ovenfra og i mørke, så ligets fodsåler, dernæst hænder, skjortebryst, skæg og ansigt passerer over lærredet som hvide, næsten selvlysende felter - fra øverste højre hjørne mod nederste venstre hjørne. Derefter klippes til det ekspressionistiske bybillede, der i skyggerne bevarer indtrykket af denne bevægelse fra øverste højre til nederste venstre hjørne. Og så passerer følget med liget i en bevægelse, der ligeledes er filmet ovenfra - fra nederste højre hjørne mod øverste venstre hjørne. Bevægelsen gentages umiddelbart efter af en mand, der gående passerer over pladsen. Hatten er hans mest synlige part. Her introduceres altså et vertikalt plan, der er kameraets eller guds: caput. Vi er nået frem til hovedets plan. Tydeligt er det imidlertid også, at de to bevægelser udgør et kryds på lærredet, en annullering, en ny begyndelse eller en snarlig slutning. Der klippes til en samplet lyd, monoton lyd i en båndsløjfe, der minder om skeens skraben mod tallerkenen, og vi ser vertikale striber mod baggrunden. En biograf, viser det sig. Liget placeres i en stol foran lærredet. Familien forlader den næsten tomme sal. En fremmed kvinde sætter sig til rette med pop-corn i skødet i stolen ved siden af liget, hvis hovede falder tungt ned på hendes skuldre. Efter en stund beslutter hun sig for at lade sit hovede hvile på ligets. Siddende sådan i mørket - en levende og en død i forening - med øjnene opmærksomt rettet mod lærredet, fader vores film ud, mens filmen i filmen (filmen som sådan) har et uendelighedsperspektiv.

Liget er faktisk genoplivet og genopstået i samme øjeblik. Ingen ville kunne adskille døde og levende på film endsige foran lærredet, synes at være denne films budskab. Et blik er et blik, dødt eller levende. Ja, det døde blik er måske endog mere blik end det levende, der ikke kan se alt. Det altseende blik er forsåvidt kun guds - og den dødes. Alle levende må blinke, må korrigere deres syn fra tid til anden, for at bevare deres forstand. Alle levende har brug for de tomme felter mellem billederne for at få fornemmelse af liv. Film er naturligvis kun en maskinel gengivelse, en efterligning, en repetition af levet liv - men hvilken repetition. Vi vælger at se bort fra det, se bort fra døden hver gang, vi fordyber os, hver gang, vi synker ned i billedernes fornyende strøm.

De, der oplevede filmens billeder for første gang, kunne stadig forundre sig over dette: at man kunne opleve en levende gestaltning af et menneske, der for længe siden havde været død og borte. At man i alle detaljer kunne genkende og genopleve denne persons bevægelser. Denne re-petition var ved siden af den automatiske bevægelse uden tvivl mediets største nyskabelse. Det er den begivenhed, Cat's Cradle genopliver i en morbid form. Man kan spekulere over de fire elementers andel i filmen, over den verdslige kommentar til den religiøse akt, men filmens bærende element er lyden. Det repetitive lydspor trækker opmærksomheden over på billedsidens stumfilmseffekter. Den fraværende tale, de fraværende farver. Og det er måske i virkeligheden den rå stumfilmskvalitet, der giver os muligheden for at opleve dette, at filmen - også fra tilskuerens sted - er revivification, revision, reversion og rewinding.